Proxima parada es Fjordbold!

Som overskriften så nydeligt skriver, så er næste stop på kampprogrammet mod Fjordbold, som vi deler point og placering med. Fjordbold har vundet én kamp, og har ligesom os et nederlag til Futsal Gentofte. Fjordbold har de seneste år blandet sig i toppen af ligaen og er spået til at gøre det samme i år, så vi kommer på endnu en svær opgave. Vi har dog bevist, at vi er et hold, man ikke skal undervurdere. Med en suveræn sejr i sidste weekend over Albertslund IF, viste vi at vi er kommet til ligaen for at blive! Vi har efterhånden fået omstillet os fra udendørs fodbold til futsal, og har fået skruet skoene ordentligt på, så vi får bolden i nettet fremfor at ramme målrammen. Vi har en stærk spillertrup, der viser stor selvtillid og glæde for spillet. Vi er ved at have styr på taktikken og aftalerne. Derfor mener vi, at vi er klar til weekendens opgave ude mod Fjorbold. Vi ved Fjordbold er stærke – specielt på hjemmebane. Så vi skal stramme ballerne, hvis vi skal have point med fra Frederikssund! ”I de to første kampe har vi vist hvad der skal til for at være med på det højeste niveau. Og med en sejr i seneste opgør over Albertslund har vi nu også vist, at vi er gode nok til at få point. Vi er derfor klar til at tage endnu flere point mod Fjordbold på lørdag! udtaler Peter Stephansen, som udgør en tredjedel af trænerteamet for LA12. Kampen mod Fjordbold spilles lørdag d. 23/11 kl. 15:00 i Frederikssund Hallerne. Her kan I se et underholdende opgør og se os i vores nye flotte spillersæt, som er sponsoreret af Gunner Larsen & Søn. MUCHAS GRACIAS!